Der er ikke meget at fortælle om hjemturen fra Hamborg til Aarhus. Jeg holdt dog ind ved Hüttener Berge og fik benzin og morgenmad. Det er de såmænd helt gode til der.
Jeg var hjemme ved 12-tiden og havde da, på hele turen, kørt ca. 2.200 km på ialt 30 timer. Så havde jeg heller ikke lyst til at køre mere MC de næste par dage.
torsdag den 16. maj 2019
mandag den 13. maj 2019
11. maj 2019 - Sidste dag i Schweiz
Set ned i dalen fra dæmningen. Der var stadig lidt sne i bunden |
Søren og Rie gav igen frokost, men ved 14:30-tiden kørte jeg. Der var blevet tørvejr, men undervejr langs Züricher See kunne jeg se en byge nærme sig uden på søen. Jeg også stødte på en senere, men som også havde hagl, men ellers var turen til Lörrach fin og tør.
Mit aftensmad bestod, som sædvanlig i Lörrach, af "Karrywurst mit Pommes" og en øl. Jeg skulle jo ikke køre mere MC den dag. MC'erne bliver læsset på til næsten sidst, så vi ventede længe. Vi var 14 MC'er i alt, men jeg var eneste dansker.
Speciel schweizisk ukrudt |
10. maj 2019 - Motion
Vi står op ved 9-tiden og tager god tid til morgenmaden. Derefter gik vi en af deres sædvanlige ture op langs en lille elv, hvor man havde anlagt trapper , så vandet rislede. Kastannierne blomstrede og det var rigtig smukt. Vi drejede fra elven og gik langs bakken eller bjerget, hvor vi efterhånden fik en fantastsik udsigt over området, med de sneklædte bjerge i baggrunden. Jeg tog ikke mange billeder, for jeg havde glemt at oplade kameraet, men jeg kunne heldigvis tage dejlige billeder med telefonen. Vi endte nede i dalen og gik så lags et andet vandløg næsten hele vejen hjem. Vi endte med at have gået nøsten 8 km, så både Rie og jeg nåede vort mål på 10.000 daglige skridt. Vi spiste frokost hjemme. Jeg nød Ries hjemmebagte rugbrød og vi fik skam også sild. Søren og jeg fik en snaps til. Vejret var blevet så fint, at vi kunne sidde på altanen og nyde solen. Søren havde taget noget oksekød op af fryseren. Kødet kommer fra en går lige uden for byen, så det kunne svært blive mere lokalt. Rie lavede "Boeuf Bourguignon".
Vi slappede af på altanen om eftermiddagen, mens maden simrede på komfuret. Jeg fik et karbad for min dårlige ryg. Det er dejligt, men det hjælper vist ikke rigtigt.
Vejret fortsatte, så vi spiste på altanen og tilbragte i øvrigt resten af aftenen derude.
fredag den 10. maj 2019
9. maj 2019 - Frøer og storke
Dæmningen ved søen Sihl |
Kirkerummet i Einsiedeln |
Det er blevet en tradition, at jeg giver frokost og Søren kørte os over på den anden side af Züricher See til Rapperswil, hvor der lå en udflugtsmål for hele familien. De avlede selv frugt, som de konserverede, men de solgte også grøntsager. På prisskiltet stod også angivet, hvor langt denne gfrøntsag var transporteret. Der var en restaurant tilknyttet, hvor man bl. a. kunne få Flammenkuchen: En slags pizza med fyld på. Der er som regel ingen tomatsovs på, men meget tit ost. Vi fik alle en med asparges, og den smagte fantastisk.
Storkene i Uznach |
Vel hjemme igen slappde vi af et par timer inden vi lavede mad, - dvs. Rie lavede mad. Vi hyggede os igen resten af aftenen med at drikke et par flasker af Sørens vin.
torsdag den 9. maj 2019
8. maj 2019 - Lachen
Ruten fra Camione til Lachen |
Morgenmaden på hotellet var selvfølgelig bedre end hvad jeg selv havde lavet i Barolo, men så var den heller ikke bedre. Ticino er jo alligevel lidt Italien. Det er den eneste kanton i Schweiz, hvor de taler italiensk og så åbenbart også spiser italiensk morgenmad. Det regnede udenfor, så det ville ikke bleve en nem tur. Jeg kørte kl. 10:30 og SMS'ede til Rie, at jeg nok ville være hos dem kl. 13:30. Der var ca. 200 km, men jeg kunne ikke køre de tilladte 120 på motorvejen pga. regnen, - eller jeg ville i hvert fald ikke. Der var heldigvis ingen kø oppe ved Sct. Gottard-tunnellen, så jeg kunne køre lige igennem den 17 km lange tunnel. Der er noget varmere derinde og der er en del os, men de må alligevel have noget udluftning. Da jeg kom ud på den anden side, var det tørvejr, så nu blev det lidt sjovere. Dvs. hvis det altså ikke havde været for rygsmerterne, som nu var ret generende. Det er "bare" muskelinfiltrationer, men det kan altså også godt gøre ondt alligevel. Da jeg kom til byen Schwyz, måtte jeg altså lige holde ind. Det blev ved en McDonald, hvor jeg købte en burger og fik slappet af i ryggen. Først for sent så jeg SMS'en fra Rie, at hun inviterede på frokost. Det havde nu været bedre end McDonald. Resten af turen var rigtig flot, hvor jeg kørte over et plateau, hvor der ganske få steder stadig lå sne, men markerne var også helt gule af mælkebøtter. De er selvfølgelig ikke så langt fremme, når man er højere oppe. Længere nede havde de sat frø.
Jeg ankom til Lachen kl. 13:45 og kørte noget rundt i byen for finde frem. Der er fyldt med vejarbejde og ensretningerne er vendt om, men det vidste TomTom ikke. Det blev er glædeligt gensyn og jeg skal love for der blev snakket og fortalt.
Vi gik en tur ned til søen og videre ud til et lidt dyrt parcelhusområde, som ligger ned til søen og hvor der er et rigt fugleliv med masser af vadefugle, og et enkelt storkepar på toppen af et afgrenet træ.
Jeg havde medbragt nogle vine fra Barolo, som vi skulle have til aften, men Søren åbnede lige en flaske tysk sect, - altså tysk champagne. Det har været noget underkendt, - sikkert fordi de tidligere var tynde og søde. Det var denne ikke. Den var helt på højde med de franske af slagsen.
Rie lavede Raclette til aftensmad, - en schweizisk ret, som basalt set er kogle kartofler med varme/smeltede osteskiver til. Man skal egentlig ikke andet, men Rie serverede skinkepålæg til og det klædte retten rigtig godt. Retten har den samme hygge over sig som fondue, men er mere enkel og så kan man drikke rødvin til og snakke samtidig og det blev der gjort, indtil vi var ved at falde om af træthed. Rie havde redt op, så jeg væltede bare i seng, - udmattet.
7. maj 2019 - Campione d'Italia
Grænsen til Campione d'Italia |
Nå, - jeg tog mine korte bukser på og gik ned i byen. Der står en del palmer i haverne, så klimaet er nok godt. Udsigten over Luganosøen er dejlig og der er flere restauranter og barer nede ved vandet. Jeg satte mig og fik et par øl, men jeg nød solskinnet og læste om det nyudskrevne valg til folketingen den 5. juni. Alle var vist blevet overrasket, men nu begynder valgkampen, men jeg er ikke hjemme til at hjælpe med at sætte valgplakater op. Det må de selv klare. Jeg gik lidt rundt og kiggede på byen. Der ligger et kæmpe casino oppe bagved. Det er åbent tit sådan, at små lande og enklaver, får lov til at gøre ting som hovedlandet ikke tillader og her kan de så få en ekstra indtægt ved at drive et casino.
Jeg gik hjem til hotellets terrasse og nød den sidste eftermiddagssol til en Gin&Tonic mens jeg skrev dagbog og senere fik jeg også aftensmad der, - bl. a. en lækker bøftatar, der var rørt med krydderier.
Jeg nåede ikke så meget mere inden jeg gik i seng.
tirsdag den 7. maj 2019
5. maj 2019 - Monforte
Udsigt over Barolo med La Morra i baggrunden |
Udsigt mod Alperne fra Monforte |
Jeg trillede hjem.
Torvet i La Morra |
6. maj 2019 - Vinkælder
Rosen er ikke til pynt. Den afslører svampeangreb på vinene, men ellers er der dejligt at se, at man lader vegetatioenn blive. |
Vi gik tilbage til gården. De er igang med at renovere stalden, så den kan blive et velkomststed for besøgende, og de holder det i tradionel stil. De bruger de originale klinker, og murstenene bliver blotlagt. De er muret med omhu og nogle steder i fiskebensforband. Kostalden har marksten som gulv og det bliver også bevaret, så alt ialt, vil man få et dejligt indtryk af fortiden, hvis man kommer til smagning her. Et rigtig dejlig køligt sted om sommeren, hvor de fleste turister kommer
Det originale murværk er bibeholdt. |
Vi kørte hjem til Annunziata og jeg fik mig lige et glas vin inden Nina kørte mig op til La Morra. Jeg skulle nemlig hæve nogle Euro for betalingen af lejligheden. Hun havde anbefalet en restaurant lige overfor banken som skulle være god. Der var sådan set optaget, men jeg fik lov at sidder på terrassen, hvis jeg så ville forsvinde kl. 20. Det gik jeg med til.
Fra vinkælderen |
Ostetellerken |
Udsigt over et landbrugsområde |
Jeg skulle gå de 3 km hjem ned ad bakken. Jeg er glad for at vejen gik ud og ind i forvejen.
søndag den 5. maj 2019
4. maj 2019 - En slapper i Annunziata
Osteria Veglio |
Jeg har mit eget lille sted udenfor lige under værelsesvinduet, men det vender mod vest, så solen var endnu ikke kommet derom. Jeg fik lov at sidder i gården og nyde solen og en øl. Jeg fik en snak med Nina, som tilbød en smagning af deres vine. Den hoppede jeg på, så vi blev enige om sidst på eftermiddagen. Jeg hyggede mig indtil Nina hentede mig. Det er rigtig gode vine de laver og jeg har efterhånden smagt mig igennem mange forskellige fra området. Jeg vil lige fremhæve en Barbera Classico, som de ikke har lavet mange flasker af og så en Nebbiolo Langhe, 2014. Deres Baroloer er selvfølgelig fantastiske, men det er vel mere forventeligt og så er prisen altså også stor. 50€ for den dyreste. De producerer ikke mange flasker, - ca. 25.000 om året, som for det meste bliver solgt i Danmark De har kun 5 hektar spredt omkring på egnen. De har meget svært ved at udvide produktionen ved at opkøbe jord. For det første kommer det sjældent til salg og så er prisen oppe på 5.000.000 € pr.hektar. Markerne bliver købt op af udenlandske investorer, som ikke rigtig kan få forrentet deres penge andetsteds.
Ged med asparges |
Her er menuen:
- Vandbaggelsel med gedeost
- Kalvetatar
- Kylling på gåselever og noget grønt
- Pastaskiver med spinat og pamasan
- Ged med asparges
- Friske jorbær med is.
lørdag den 4. maj 2019
3. maj 2019 - Til Barolo
Vejrudsigten var ikke for god for de næste dage, så jeg tog beslutningen, at tage syd for Alperne.Det blev Barolo, hvor jeg før har været, - faktisk på min første tur. Det ville være dejligt at gense og vejret ville helt sikkert være bedre. Jeg pakkede, hvad jeg havde, afleverede nøglerne og tog afsted kl. 10:45.Jeg skulle gennem Skt. Bernard-passet for at komme til Italien. I starten kører man ikke meget opad, men mere ind i dalen. Så kommer hårnålesvingene og senere sneen, der stadig ligger spredt på de skyggefulde steder.Man kan ikke køre over passet, for den er stadig lukket. Den åbner vist først i stareten af juni.Lige før tunnellen er en dæmning, men der var intet vand bag den. Den var tørlagt. Det var vist med vilje, for der kørte maskiner rund på "søbunden".
Man betaler for at køre gennem tunnellen og når man er på den anden side er man i Italien. Så går det nedad. Jeg forsøgte at have nogle nye hovedtelefoner på, men det virkede ikke rigtigt. Der var for meget støj. Jeg legede derfor "Gæt en sang", men skiftede så til almindelige propper i ørerne. Jeg skulle til at have benzin på og skulle selv have noget at spise, så jeg fandt endelig en station, der også havde en cafeteria. Jeg fik en pita/pizza,sandwich, som smagte udmærket. Det skulle vise sig at selve tanken var lukket, så nu begyndte det at knibe lidt med brændstoffet.
Huskeregel: Husk at fylde på tanken på den næstseneste, hvor det er nødvendigt!
Jeg fik tanket ved Torino og kørte videre mod La Morra og Barolo, Når man kommer til dette berømte vinområde, kan det undre en, at der ikke er en enkelt vinplante vest for La Morra, hvorimod der kun er vinstokke øst for La Morra. Jeg havde besluttet, at jeg ville bo, hvor jeg boede sidste gang; Erbaluna. Det var nemt at finde, men de var i gang med renovering og havde ikke plads til flere logerende. Nå, lidt ærgeligt, men jeg husker fra sidste gang, at der var et sted lidt længere nede, der havde et Dannebrog hængene ude og det plejer at betyde, at danskere er velkomne. Det er i den lille by Annunziata. Det ligger længere nede af bakken fra La Morra, måske 3 km, Der bliver lidt længere til restauranterne, men jeg skal jo motionere lidt også.
Det er konen, Nina, der er dansk og gift med vinbonden. De har boet her i 25 år og har to voksne sønner, hvor den ene er ved at lære vindyrkning på stedet. Jeg fik en lille lejlighed med bad og køkket i værelset. Ganske fint. Nina havde dog ikke ventet gæster, så hun skulle lige bruge en halv time på at klargøre værelset. Tiden brugte jeg så til at afmonterer tasker og finde et sted til motorcyklen. Jeg var inde på restauranten, Osteria Veglio, lige ved siden af, men de havde ikke plads en enkelt kunde. Nå, - så måtte jeg bestille bord til i morgen. Der havde de lige en enkelt plads. Jeg gik så over til den meget lille købmand på den anden side af gaden. Jeg købte spagetti, tomatsovs og lidt skinke. Så måtte aftensmaden blive italiens nationalret, - pasta med tomatsovs. Det viste sig at smage ganske fortrinligt. Nina havde stillet et eksemplar af alle deres vine op på værelset. Jeg valgte dog vinen fra den billige ende, - nemlig Langhe Nebbiole, - som er en Barolo, men som ikke må hedde det, for den kommer ikke distriktet. Den kommer lige udenfor distriktet, men er en rigtig god vin til prisen, - 15€.
La Morra på toppen. Set fra min lejlighed. |
Huskeregel: Husk at fylde på tanken på den næstseneste, hvor det er nødvendigt!
Jeg fik tanket ved Torino og kørte videre mod La Morra og Barolo, Når man kommer til dette berømte vinområde, kan det undre en, at der ikke er en enkelt vinplante vest for La Morra, hvorimod der kun er vinstokke øst for La Morra. Jeg havde besluttet, at jeg ville bo, hvor jeg boede sidste gang; Erbaluna. Det var nemt at finde, men de var i gang med renovering og havde ikke plads til flere logerende. Nå, lidt ærgeligt, men jeg husker fra sidste gang, at der var et sted lidt længere nede, der havde et Dannebrog hængene ude og det plejer at betyde, at danskere er velkomne. Det er i den lille by Annunziata. Det ligger længere nede af bakken fra La Morra, måske 3 km, Der bliver lidt længere til restauranterne, men jeg skal jo motionere lidt også.
Det er konen, Nina, der er dansk og gift med vinbonden. De har boet her i 25 år og har to voksne sønner, hvor den ene er ved at lære vindyrkning på stedet. Jeg fik en lille lejlighed med bad og køkket i værelset. Ganske fint. Nina havde dog ikke ventet gæster, så hun skulle lige bruge en halv time på at klargøre værelset. Tiden brugte jeg så til at afmonterer tasker og finde et sted til motorcyklen. Jeg var inde på restauranten, Osteria Veglio, lige ved siden af, men de havde ikke plads en enkelt kunde. Nå, - så måtte jeg bestille bord til i morgen. Der havde de lige en enkelt plads. Jeg gik så over til den meget lille købmand på den anden side af gaden. Jeg købte spagetti, tomatsovs og lidt skinke. Så måtte aftensmaden blive italiens nationalret, - pasta med tomatsovs. Det viste sig at smage ganske fortrinligt. Nina havde stillet et eksemplar af alle deres vine op på værelset. Jeg valgte dog vinen fra den billige ende, - nemlig Langhe Nebbiole, - som er en Barolo, men som ikke må hedde det, for den kommer ikke distriktet. Den kommer lige udenfor distriktet, men er en rigtig god vin til prisen, - 15€.
fredag den 3. maj 2019
2. maj 2019 - Sierre
Min Pizza-pusher, Geny |
Jeg kørte ned igen og kom så i tanke om, at jeg da manglede at smage vinene hos en vinbar i Sion. Den hedder "Verre À Pied". Det skulle vise sig at blive ganske interessant. De åbnede først kl. 16:30, så jeg havde lige tid til at slappe lidt af. Jeg var der 10 min. efter åbningstid og der var allerede gæster i baren. Jeg valgte en "menu", hvor jeg smagte på 6 forskellige vine. Vinene var alle fra samme leverandør. Det kan være ganske interessant, at sammenligne en producents forskellige vine. Denne producent hedder: Pilloud & Praz. Da jeg fik deres Pinot Noir i glasset, mente jeg, at det måtte være en fejl. Dette var ikke en Pinot Noir. Den var for mørk og ugennemsigtig. Den duftede ikke af PN og smagte heller ikke som en PN. Altså det kunne ikke være en PN. Forkert etikette! Nu skulle det vise sig, at butiksbestyreren var til stede og jeg foreholdt ham min anke. Det kunne han selvfølgelig ikke akceptere, så han ringede til vinavleren, der sagde, vinen var lavet på gamle stokke, men i øvrigt var 100% Pinot Noir. Man diskuterer altså ikke med manden, som har lavet vinen, - men den smagte altså ikke af Pinot Noir!! Jeg glemte desværre at købe en flaske, så PN elskere: I må selv tage ned og prøve. Derefter kom selve direktøren for foretagenet, som er en sammenslutning af sammenslutninger, - så vidt, som jeg forstod det. Vi fik en god vinsnak og jeg fik endnu engang udvidet min vinviden.
Jeg travede nu ned til min Pizza-pusher. Hun var klar til at få kunder. Hun har ikke mange og jeg tror desværre ikke hun overlever som pizzarestaurantejer, - men måske er det bare sæsonudsving. I hvert fald fik jeg igen fantastisk mad, - blæksprutter til forret og pizza til hovedret.
Vi tog en selfie til sidst opg sagde derefter farvel til hinanden.
onsdag den 1. maj 2019
1. maj 2019 - Mont Blanc
Jeg skal op på toppen |
Der var lidt kø ved billetteringen, men kun ca. 10 min. Så blev vi ellers hævet næsten 1000 meter op til sneen, men det var kun en del af vejen. man skal skifte til endnu en gondol, som hejser en næsten lodtet op til Aguille de Midi. Det er vist det højeste (3842 m), man kan komme i Alperne. Her har man udsigt til Mont Blanc, som ligger endnu 1000 meter højere. Luften er tynd og selv om jeg er i rimelig form, så gav bare få trappetrin syre i benene og jeg følte mig ind imellem svimmel. Måske var det den tynde luft eller den fantastiske udsigt.
Jeg står ude midt i intetheden |
På vejen ned satte jeg mig på mellemstationens cafè og fik en sandwich og en kop kaffe. Der fløj faldskærmsflyvere i luften og fik fordel af luftens opdrift. Ind imellem kom fly og helikoptere forbi med mere velbeslåede turister, der ville se Mont Blanc fra oven. Der var også skiløbere, som asede op ad nogle stier i sneen for så at glide ned. Det fortsætter sikkert hele sommeren. Her forsvinder sneen aldrig.
Udsigt over Rhonedalen og Martigny |
Det er Mont Blanc som er højest på billedet |
30. april 2019 - Slottene
Chateaux Tourbillon |
to,- Valère Basilica. Det er faktisk en prøvelse og da solen skinnede, blev jeg ret varm. Selve slottet eller borgen var sådan set ikke noget særligt, men udsigten: Jeg tror aldrig, jeg får nok af hvide bjergtinder. Den næste top var Valère Basilica. Det er vist noget kirke. Den var ikke interessant, men der var en cafè, hvor jeg fik en salat og en øl. Det hjalp lidt.
Provins, - med smagearsenalet i baggrunden |
Nu var det vist tid til at besøge Jeny og få lidt at spise. Hvad med lidt stegt gedeost? Det lyder altså bedre på fransk "Salade Chèvre Chaud". Igen formidabelt tilberedt. Jeg gider simpelthen ikke lede efter andre steder. Jeg sad udenfor med et glas hvidvin og skrev dagbog, da en ung fyr kom ind i restauranten. Det viste sig, at han skulle til engelskundervisning ved Jeny. Jeg satte mig ned ved deres bord og det gik op for mig at der var noget særligt ved ham. Har havde Asperger, så han trængte til en tålmodig lærer. Jeg bidrog lidt til konversationen. Han var interesseret i musik, så det kunne vi tale om. han var adobteret fra Haiti og havde familie i New Orleans. Han ville gerne kunne snakke med dem. Jeg foreslog, at han lyttede til TV og Podcasts. Måske har jeg bidraget lidt. Jeny var i hvert fald glad for mit bidrag.
Jeg nød en af hendes pizzaer som aftensmad. Jeg spurgte om hun havde lidt "stærkt" til kaffen og hun foreslog en rom fra Venezuella, hvor hun kommer fra. Hun er stolt af den og da jeg betalte, fik jeg en ekstra. Nå, - jeg er jo også ved at være en god kunde.
Vinmarkerne i Sion med bjergene i baggrunden. |
mandag den 29. april 2019
29. april 2019 - Alperne
Barrage Dixence |
Pyramides d’Euseigne |
Læg mærke til rækværket på bjergsiden |
Jeg kunne nu få tid til at køre over på den anden side af dalen, - nord for Sion. På vejen købte jeg et par sandvich. Jeg ville op at se Bisse du Torrent-Neuf. Det er en del af et kanalsystem, som især vinbønderne har lavet for at få nok vand til vinplanterne på de tørre skråninger. Der er en sti langs kanalen og den går til tiden langs bjergsiden. I starten går man i skoven indtil man kommer til et vandfald, som er starten af kanalen. Derefter går man langs klippevæggen. Der er heldigvis sat rækværk op og enkelte steder hænger "stien" ud over skrænten.
Der er også lavet to hængebroer over nogle dybe kløfter. Det er interessant for folk med højdeskræk. Det lider jeg heldigvis ikke af, så jeg nød den fantastiske udsigt over dalen. Jeg vendte om da jeg havde gået 2,5 km og fulgte næsten samme vej tilbage. Jeg var træt og også lidt sulten igen, så jeg bestemte mig for at besøge min pizza-dame, Jeny, igen. Hun laver altså bare god mad, så jeg fik en tomatsalat med mozzarella og en stor øl. Jeg var næsten alene i restauranten, så jeg fik en snak med hende. Hun er født af italienske forældre i Venezuella, men flyttede til Schweiz, da hendes mand arbejdede for Nestlè. Han døde for 9 måneder siden af kræft, så hun har næsten lige startet denne lille restaurant, kaldet "Il Giusto Gusto". Jeg skrev en del af denne dagbog i restauranten og sluttede med at spise aftensmad.
Jeg var træt, så jeg slæbte mig hjem på værelset og slappede af inden jeg gik i seng.
Hængebro af stål |
Jeg var træt, så jeg slæbte mig hjem på værelset og slappede af inden jeg gik i seng.
Udsigt mod nord over Sion med vinmarkerne over byen. |
søndag den 28. april 2019
28. april 2019 - Vinsmagning
Chateaux de Tourbillon. Set fra nord. |
Jeg endte ved en autolakerer, der ligger lige under slottet, men da bjerget går lodret op til slottet, var der ingen mulighed for at komme derop. I hvert fald ikke på denne side. Nå, - jeg måtte videre til vinsmagningen. Jeg gik langs foden af vinmarkerne, som er de stejleste vinmarker, jeg endnu har set, tror jeg, og jeg har set Mosel og Cote Rotie.
Les Celliers de Sion |
Vinautomat |
Deres showroom |
Det skulle vise sig at være sværere end som sagt. Jeg fik dog set en del af den gamle bydel, som er blevet til fine gågader med dyre forretninger. Alt er rent og pænt. Næsten for meget. Jeg fandt et pizzaria, skulle det vise sig, men jeg fik nu hvide asparges med hollandaisesovs til forret og en bøf til hovedret. Det var fint! Jeg bad om en halv flaske Pinot Noir fra området til maden, men han kom med en Syrah. Han sagde det vist, men jeg fattede det ikke. Da jeg smagte det og ikke lige kunne forstå smagen, gik han straks hen og skiftede den til en Pinot Noir. Ikke noget bøvl der. Han serverede en Grappa til kaffen på husets regning. En fin oplevelse.
27. april 2019 - Gennem Schweiz
Montreaux. Udsigt over Montreauxsøen med Mont Blanc bjergene i baggrunden |
Jeg kørte til grænsen, hvor jeg købte en "vignette", - en tilladelse til at køre på de schweiziske motorveje. Derefter videre mod Bern. Benzintanken var ved at være tom, men heldigvis kom der endelig en rasteplads med benzin og morgenmad. Det kan knapt kaldes morgenmad, som serveres på toget. Videre sydpå blev vejret efterhånden bedre og solen tittede frem en gang imellem. Jeg kørte fra motorvejen ved Montreaux. Jeg skulle ned at køre langs søvejen i Montreaux. Der finden en meget lille park lige ved vejen, hvor jeg stoppede på min første tur. Jeg var (og er) så betaget af dens blomsterpragt og udsigt til Mont Blanc, at den måtte jeg se igen. Lige nu, - mens jeg skriver dette, ser jeg Freddy Mercury og Queen spille "Bohemian Rhapsody". Lidt underligt, for lidt længere fremme i Montreaux står vist nok verdens eneste hyldest til Freddy i form af en statue. Og så kommer jeg altid til at tænke på "Smoke on the Water" med Deep Purple, når jeg er i Montreaux.
Château de Tourbillon |
Nu var det vist tid til at få sit værelse. Jeg fik et lille dobbeltværelse for mig selv. Badeværelse og toilet er ude på gangen lige ved siden af. Det er fint og nydeligt. Jeg har betalt for tre dage foreløbig. Nu må vi se, hvad der sker.
Jeg hvilede mig lidt og tog så ned til pizzariaet igen ved 20-tiden, hvor jeg fik deres Pizza Ftuitti de Mare med et glas Fendant som er lavet af druen Chasselas. Det er ikke en særlig fin drue, men den er ret populær i Schweiz og den kan åbenbart lave en rimelig hvidvin. Glasset smagte i hvert fald godt. Jeg skrev dagbog til endnu et par glas og så var det ellers hjem i seng.
26. april 2019 - Afrejse
Klar til afrejse |
Fredagen oprandt og jeg tog afsted kl. 11. Jeg ville lige køre til Brørup først og besøge min far på plejehjemmet. Han fyldte 90 i januar og mange af hans venner er væk, så han trænger til selskab. Da jeg kom til Kolding brød helvede løs i form af en ordentlig tordenvejr. Jeg hold ind lige efter at være kommet på Esbjergmotorvejen. Jeg fik mig nogle smørrebrød og imens stilnede regnen af til et mere akceptebelt niveau. Jeg kørte videre mod Brørup. Jeg var hos far en times tid, så måtte jeg køre videre mod Hamborg. Regnen var stoppet, så det gik egentlig fint. Jeg var noget overrasket over hvor mange solceller Tyskland har stillet op langs motorvejen nær Flensborg. Der er kommet mange nye til siden sidst. Det må da kunne betale sig, - ikke bare i CO2-regnskabet, men også i Euro. Jeg kom ind i en kø længere nede. Det var kun en enkelt bil og lidt politi, som alle holdt i nødsporet, men det gav alligevel næsten 7 km kø. Senere foreslog GPS'en en omvej pga. en ny kø, så den tog jeg. Jeg kom til banegården i Altona kl 18. Jeg havde lige tid til en burger og så var det ellers tid til at køre "om bord". Jeg havde taget en kop kaffe med i toget, som jeg drak, mens jeg spillede "Kryds" på min tablet. I seng kl. 23, - godt træt.
Abonner på:
Opslag (Atom)