12. maj 2019 - Hjemme igen

Der er ikke meget at fortælle om hjemturen fra Hamborg til Aarhus. Jeg holdt dog ind ved Hüttener Berge og fik benzin og morgenmad. Det er de såmænd helt gode til der.

Jeg var hjemme ved 12-tiden og havde da, på hele turen, kørt ca. 2.200 km på ialt 30 timer. Så havde jeg heller ikke lyst til at køre mere MC de næste par dage.

11. maj 2019 - Sidste dag i Schweiz

Set ned i dalen fra dæmningen.
Der var stadig lidt sne i bunden

Et gammelt ordsprog siger, at efter tre dage lugter fisk og gæster. Det var på tide at drage nordpå. Vejret var vist også ved at blive bedre mod nord, for i Lachen regnede det. Det skulle nu ikke afholde os fra at tage bilen op i bjergene og se et par dæmninger og søer. Selv i regn er Schweiz smuk, men jeg foretrækker nu bare solen. Vi kørte rundt og så på egnen og kom også forbi et hus hvor de avlede små nisser. De stod overalt i haven. Jeg synes nu, de burde luge lidt ud i dem, men ukrudt forgår jo ikke så let.

Søren og Rie gav igen frokost, men ved 14:30-tiden kørte jeg. Der var blevet tørvejr, men undervejr langs Züricher See kunne jeg se en byge nærme sig uden på søen. Jeg også stødte på en senere, men som også havde hagl, men ellers var turen til Lörrach fin og tør.

Mit aftensmad bestod, som sædvanlig i Lörrach, af "Karrywurst mit Pommes" og en øl. Jeg skulle jo ikke køre mere MC den dag. MC'erne bliver læsset på til næsten sidst, så vi ventede længe. Vi var 14 MC'er i alt, men jeg var eneste dansker.

Speciel schweizisk ukrudt

Jeg fandt min kupé efter at have lastet MC'en og det skulle vise sig, at der var et ældre ægtepar med fra Skive. Han var arkæolog, så vi fik en fin snak om "gamle dage", men nu også om de mere nye. De var på vej hjem fra fem uger i Ligurien; Italien nede ved den franske grænse og Middelhavet. De havde et hus nær San Remo. De syltede selv oliven, for de haar verdens bedste oliven på den egn, sagde de. Jeg fortalte, at jeg var fra Vejen og så fortalte han, at Sønderskov har et meget fint musæum af udgravninger fra egnen. Det vidste jeg faktisk ikke. Der var også en ung tysk pige i kupéen, men hun kedede sig sikkert. Hun kravlede i hvert fald tidligt i seng. Vi andre lagde os vel ved 10:30-tiden. Vi ville blive vækket kl 6 næste morgen.

10. maj 2019 - Motion

Vi står op ved 9-tiden og tager god tid til morgenmaden. Derefter gik vi en af deres sædvanlige ture op langs en lille elv, hvor man havde anlagt trapper , så vandet rislede. Kastannierne blomstrede og det var rigtig smukt. Vi drejede fra elven og gik langs bakken eller bjerget, hvor vi efterhånden fik en fantastsik udsigt over området, med de sneklædte bjerge i baggrunden. Jeg tog ikke mange billeder, for jeg havde glemt at oplade kameraet, men jeg kunne heldigvis tage dejlige billeder med telefonen. Vi endte nede i dalen og gik så lags et andet vandløg næsten hele vejen hjem. Vi endte med at have gået nøsten 8 km, så både Rie og jeg nåede vort mål på 10.000 daglige skridt. Vi spiste frokost hjemme. Jeg nød Ries hjemmebagte rugbrød og vi fik skam også sild. Søren og jeg fik en snaps til. Vejret var blevet så fint, at vi kunne sidde på altanen og nyde solen. Søren havde taget noget oksekød op af fryseren. Kødet kommer fra en går lige uden for byen, så det kunne svært blive mere lokalt. Rie lavede "Boeuf Bourguignon".

Vi slappede af på altanen om eftermiddagen, mens maden simrede på komfuret. Jeg fik et karbad for min dårlige ryg. Det er dejligt, men det hjælper vist ikke rigtigt.

Vejret fortsatte, så vi spiste på altanen og tilbragte i øvrigt resten af aftenen derude.

9. maj 2019 - Frøer og storke

Dæmningen ved søen Sihl

Jeg havde jo fortalt mit værtspar, at jeg alligevel ikke ville køre motorcykel, så Søren tilbød en tur i bilen i stedet for. Han vil køre os op til Einsiedeln, hvor han engang havde boet til hverdag, mens han arbejdede i nærheden. Det ligger noget højere opppe og Einsiedeln ligger ved en opdæmmet sø kaldet Sihl, som ligger bag en dæmning. Vi holdt ind for at kigge på det og samtidig så jeg nogle frøspærringer langs vejen. Det var for at sikre, at frøerne ikke kravler ud på vejen for at komme ned til søen. Der var så lagt et rør under vejen, så de kunne kravle den vej i stedet for. Der lå også spande, så man kunne samle forvildede frøer op og bære dem ned til vandet.

Kirkerummet i Einsiedeln

Vi kørte videre ind til byen, hvor der ligger et kæmpe kloster med en fantastisk flot kirke, - i hvert fald indvendigt. Der er et stutteri knyttet til klosteret og de påstår, at det er Europas ældste stutteri. Det er fra 934. Mon ikke vikingerne også havde hestestutteri, men de skrev nok ikke om det.

Det er blevet en tradition, at jeg giver frokost og Søren kørte os over på den anden side af Züricher See til Rapperswil, hvor der lå en udflugtsmål for hele familien. De avlede selv frugt, som de konserverede, men de solgte også grøntsager. På prisskiltet stod også angivet, hvor langt denne gfrøntsag var transporteret. Der var en restaurant tilknyttet, hvor man bl. a. kunne få Flammenkuchen: En slags pizza med fyld på. Der er som regel ingen tomatsovs på, men meget tit ost. Vi fik alle en med asparges, og den smagte fantastisk.

Efter frokosten kørte vi øst om søen tilbage til Lachen. Undervejs stoppede vi i Uznach, som er en storkeby. Der kunne være flere storkereder på et enkelt hustag. Pludselig gik det op for mig, hvorfor de var så gode ved frøerne. Storkene skal jo have noget at spise.

Storkene i Uznach

Vel hjemme igen slappde vi af et par timer inden vi lavede mad, - dvs. Rie lavede mad. Vi hyggede os igen resten af aftenen med at drikke et par flasker af Sørens vin.

8. maj 2019 - Lachen

Ruten fra Camione til Lachen

Så kom dagen, hvor jeg skulle køre til Lachen og besøge Rie og Søren. Jeg havde fået lov til at overnatte tre nætter, så jeg kunne køre en tur i omegnen på min motorcykel den ene dag og gå en tur i bjergene den anden. Den tredje dag skulle jeg så køre til Lörrach og tage toget hjem via Hamborg.

Morgenmaden på hotellet var selvfølgelig bedre end hvad jeg selv havde lavet i Barolo, men så var den heller ikke bedre. Ticino er jo alligevel lidt Italien. Det er den eneste kanton i Schweiz, hvor de taler italiensk og så åbenbart også spiser italiensk morgenmad. Det regnede udenfor, så det ville ikke bleve en nem tur. Jeg kørte kl. 10:30 og SMS'ede til Rie, at jeg nok ville være hos dem kl. 13:30. Der var ca. 200 km, men jeg kunne ikke køre de tilladte 120 på motorvejen pga. regnen, - eller jeg ville i hvert fald ikke. Der var heldigvis ingen kø oppe ved Sct. Gottard-tunnellen, så jeg kunne køre lige igennem den 17 km lange tunnel. Der er noget varmere derinde og der er en del os, men de må alligevel have noget udluftning. Da jeg kom ud på den anden side, var det tørvejr, så nu blev det lidt sjovere. Dvs. hvis det altså ikke havde været for rygsmerterne, som nu var ret generende. Det er "bare" muskelinfiltrationer, men det kan altså også godt gøre ondt alligevel. Da jeg kom til byen Schwyz, måtte jeg altså lige holde ind. Det blev ved en McDonald, hvor jeg købte en burger og fik slappet af i ryggen. Først for sent så jeg SMS'en fra Rie, at hun inviterede på frokost. Det havde nu været bedre end McDonald. Resten af turen var rigtig flot, hvor jeg kørte over et plateau, hvor der ganske få steder stadig lå sne, men markerne var også helt gule af mælkebøtter. De er selvfølgelig ikke så langt fremme, når man er højere oppe. Længere nede havde de sat frø.

Jeg ankom til Lachen kl. 13:45 og kørte noget rundt i byen for finde frem. Der er fyldt med vejarbejde og ensretningerne er vendt om, men det vidste TomTom ikke. Det blev er glædeligt gensyn og jeg skal love for der blev snakket og fortalt.

Vi gik en tur ned til søen og videre ud til et lidt dyrt parcelhusområde, som ligger ned til søen og hvor der er et rigt fugleliv med masser af vadefugle, og et enkelt storkepar på toppen af et afgrenet træ.

Jeg havde medbragt nogle vine fra Barolo, som vi skulle have til aften, men Søren åbnede lige en flaske tysk sect, - altså tysk champagne. Det har været noget underkendt, - sikkert fordi de tidligere var tynde og søde. Det var denne ikke. Den var helt på højde med de franske af slagsen.

Rie lavede Raclette til aftensmad, - en schweizisk ret, som basalt set er kogle kartofler med varme/smeltede osteskiver til. Man skal egentlig ikke andet, men Rie serverede skinkepålæg til og det klædte retten rigtig godt. Retten har den samme hygge over sig som fondue, men er mere enkel og så kan man drikke rødvin til og snakke samtidig og det blev der gjort, indtil vi var ved at falde om af træthed. Rie havde redt op, så jeg væltede bare i seng, - udmattet.

7. maj 2019 - Campione d'Italia

Grænsen til Campione d'Italia

Jeg skulle besøge Rie og Søren i Lachen inde midt i Schweiz, men jeg gad ikke køre derop på en tur. Jeg var også begyndt at få ondt i ryggen, så der var ikke så sjovt at køre. Jeg bestemte mig derfor for,  at køre til Campione d'Italia, som er en lille italiensk enklave inde i Schweiz i Tizino kantonen. Enklaven ville ikke med i den Schweiziske union, da den blev dannet. Den fik tilnavnet d'Italia af Mosolini i 30'erne. Det var dejligt vejr at køre i og jeg var vel deroppe ved 14:30-tiden. Jeg havde bestilt og betalt et hotelværelse dagen forinden på Hotel Campione, som ligger lige op "grænsen". Jeg fik opgraderet mit værelse. Der var vist ikke mange andre gæster.

Nå, - jeg tog mine korte bukser på og gik ned i byen. Der står en del palmer i haverne, så klimaet er nok godt. Udsigten over Luganosøen er dejlig og der er flere restauranter og barer nede ved vandet. Jeg satte mig og fik et par øl, men jeg nød solskinnet og læste om det nyudskrevne valg til folketingen den 5. juni. Alle var vist blevet overrasket, men nu begynder valgkampen, men jeg er ikke hjemme til at hjælpe med at sætte valgplakater op. Det må de selv klare. Jeg gik lidt rundt og kiggede på byen. Der ligger et kæmpe casino oppe bagved. Det er åbent tit sådan, at små lande og enklaver, får lov til at gøre ting som hovedlandet ikke tillader og her kan de så få en ekstra indtægt ved at drive et casino.

Jeg gik hjem til hotellets terrasse og nød den sidste eftermiddagssol til en Gin&Tonic mens jeg skrev dagbog og senere fik jeg også aftensmad der, - bl. a. en lækker bøftatar, der var rørt med krydderier.

Jeg nåede ikke så meget mere inden jeg gik i seng.

5. maj 2019 - Monforte

Udsigt over Barolo med La Morra i baggrunden

Selvom jeg står op ved 8-tiden, så bliver klokken alligevel noget op af formiddagen inden jeg kommer afsted. I dag havde kioskdamen så udsolgt af brød, så jeg måtte køre op til La Morra efter det. Det er nu også bedre, - eller rettere mindre dårlig. Jeg kom afsted ved 11-tiden, hvor jeg ville køre rundt i distriktet og se markerne, bakkerne og byerne. Den første by jeg kom til var selve Barolo. Jeg parkerede ved en vinhandel, som i weekenden tilbød, at man kan smage 5 forskellige vine fra områden. Det var ikke top Barolo, - men også vine andre steder fra, - f.eks. Barbaresco. De handler for øvrigt med Løgismose i Danmark. Videre mod Monforte. Der er fine vinmarker hele vejen. Jeg stoppede i Monforte, for at få lidt at spise. På torvet fandt jeg Rocca Enoteca, hvor jeg fik mig en salat med gedeost og et glas Barolo. Jeg ville videre til La Morra, men ikke ad den slagne vej, så jeg kom til udkanten af vinområdet. Jeg kom helt ned til floden Tanaro, hvor jeg drejede tilbage østpå mod La Morra.Jeg parkerede lige uden for bymidten, hvor der kun var maks. 100m op til torvet. Der har man den mest fantastiske udsigt over områden og man kan se Alperne i baggrunden,

Udsigt mod Alperne fra Monforte

Det kan man mange steder. De er rigtig flotte lige nu, hvor der stadig er sne på toppen. Jeg ved ikke om snegrænsen har trukket sig tilbage på grund af klimaforandringer, men klimaforandringerne har sat ind på vindyrkningen. De høster omkring en måned før man gjorde for 30 år siden og de har færre dårlige år, - dvs. år med kulde og regn. Jeg gik hen til den kommunale vinbutik, som også deler smagninger ud. For 13€ kan man smage 8 vine fra La Morra. Det er ikke alle topvive, men også på druerne Dolcetto og Barberra, - selvom den sidste faktisk kan lave nogle rigtig gode vine. Der var da heldigvis også vine på Nebbiolodruen, som laver Barolo- og Barbarescovinene.
Jeg trillede hjem.

Torvet i La Morra

Ved seks-tiden tog jeg løbeskoene på og gik op mod byen. Der er godt tre kilometer og hele vejen går stejl opad, så jeg havde fået sved på panden da jeg kom op til La Morra. Jeg havde checket en bestemt restaurant forinden, som ligger helt op ved torvet og som har smykket alle væggene med vinflasker (med vin i). Forretten var kalvetunge med persillepesto og hovedrettn var noget der mindede meget om ossobuko. Til begge retter fik jeg selvfølgelig et glas Barolo. Jeg gik hjem igen, så snart jeg havde spist. Solen var ved at gå ned ogder var kommet et helt fantastisk rødt skær over markerne, men især Alpernes snetoppe. Jeg havde glemt kameraet og telefonen var løbet tør for strøm, - så det må du tænke dig til. resten af aftenen læste jeg og drak et par glas af husets vin, Barolo "Pini". Deres billigste Barolo.