6. maj 2019 - Vinkælder

Rosen er ikke til pynt.
Den afslører svampeangreb på vinene,
men ellers er der dejligt at se,
 at man lader vegetatioenn blive.

Jeg skal måske snart lære, at slappe lidt mere af, for dagen i dag har været en rigtig dejlig dag. Jeg har ikke lavet ret meget. Først sad jeg på værelset lidt og da solen blev lidt stærkere, satte jeg mig om i gården, hvor jeg også spiste min frokost, - som lignede morgenmaden til forveksling. Kaffen var ud skiftet med en øl, - men det var vel også det hele. Nina havde lovet mig, at jeg måtte se deres vinkælder, som ligger 1 km fra deres hjem. Det er Renartos fødehjem og der, hvor deres fineste mark, Manzoni, findes. Der gik vi op først. Man kan jo ikke umiddelbart se, at denne mark producerer vine til 55€ flasken, men det gør den. Hvis man lægger mærke til, hvordan den ligger for solen, så får man en ide, men det meste af kvaliteten kommer nok fra undergrunden. Der er mange gamle stokke, som går flere meter ned i jorden og henter alle smagsstofferne op til vores glas.

Vi gik tilbage til gården. De er igang med at renovere stalden, så den kan blive et velkomststed for besøgende, og de holder det i tradionel stil. De bruger de originale klinker, og murstenene bliver blotlagt. De er muret med omhu og nogle steder i fiskebensforband. Kostalden har marksten som gulv og det bliver også bevaret, så alt ialt, vil man få et dejligt indtryk af fortiden, hvis man kommer til smagning her.  Et rigtig dejlig køligt sted om sommeren, hvor de fleste turister kommer

Det originale murværk er bibeholdt.

Så gik vi ned i kælderen og den er ikke stor. Der ligger måske omkring et dusin små fade. De store kan ikke komme derned. De har plads nok, for det er, som sagt, svært at udvide produktionen. Der lå selvfølgelig også de obligatoriske støvede flasker i nogle hulrum i muren. Det hører sig til i en rigtig vinkælder. Faktisk blev denne kælder brugt til vinproduktion i gamle dag, hvor Barolo ikke var blevet kendt og hvor grøn høst var absolut forbudt. De ældre generationer var virkelig ved at sende de yngre på sindsygehospital, da de begyndte at plukke klaser i begyndelsen af august og bare smide dem på jorden. De repræsenterede jo en værdi. Ved at lave "grøn høst" ogede man kvaliteten så meget, at det kunne betale sig.

Vi kørte hjem til Annunziata og jeg fik mig lige et glas vin inden Nina kørte mig op til La Morra. Jeg skulle nemlig hæve nogle Euro for betalingen af lejligheden. Hun havde anbefalet en restaurant lige overfor banken som skulle være god. Der var sådan set optaget, men jeg fik lov at sidder på terrassen, hvis jeg så ville forsvinde kl. 20. Det gik jeg med til.

Fra vinkælderen

Forretten blev en rørt ande/gåselever med noget syltetøj spredt ud over tallerkenen. Det smagte simpelthed himmelsk. Både usundt og politisk ukorrekt, - men det er jeg altså ligeglad med. Hovedretten var et stykke kød, som lige havde svævet hen over en grill, så den havde fået en stegeskorpe. Indeni var den total rå og det smagte også himmelsk. Til første ret fik jeg en Barolo, men til andenretten fik jeg altså en Barbaresco. Barbaresco ligger lidt i skyggen af Barolo, men de er (næsten) lige så gode og de koster efterhånden også det samme som Barolo.

Ostetellerken

Jeg blev smidt ud fordi klokken blev 8, så jeg gik op til et andet sted, hvor de meget gerne ville servere noget ost og et par glas vin til. Ostene var lavet af ko, ged og får, men en af dem var delvis lavet af æselmælk. Det har jeg vist aldrig prøvet før. Blåskimmelosten fik en sød vin til, - en Muscato, - selvfølgelig, kan man næsten sige, men den var god. Til sidst kaffe og en Grappa.

Udsigt over et landbrugsområde

Jeg skulle gå de 3 km hjem ned ad bakken. Jeg er glad for at vejen gik ud og ind i forvejen.