1. maj 2019 - Mont Blanc

Jeg skal op på toppen

Jeg havde planlagt turen til Mont Blanc for flere dage siden. Vejrudsigten havde lovet godt vejr og det holdt stik. Jeg satte GPS'en på Chamonix og så ellers afsted. Det er en fantastisk smuk tur og vejene er gode (Se film). Man kører ind i Frankrig, men der er ingen kontrol. Schweiz er med i Schengen og har åbenbart ikke symbolpolitikere, som vil lave grænsekontrol. Chamonix ligger smukt ved foden af de kæmpe bjerge, men de har gjort det meget besværligt af køre rundt. Det er fyldt med gågader og ensrettede vejen. Jeg skulle finde turistkontoret, men det skulle vise sig næsten umuligt. Jeg spurgte om vej, men selv indbyggerne har ikke styr på de blinde- og ensrettede veje. Til sidst smed jeg MC'en og gik resten af vejen.  Damen i turistinformationen kunne vise mig vejen til hejset og en jernbane. Hejset gik højest op, så det tog jeg. Hun fortalte også om "kuben", som jeg havde læst om. Den ville jeg absolut prøve.

Der var lidt kø ved billetteringen, men kun ca. 10 min. Så blev vi ellers hævet næsten 1000 meter op til sneen, men det var kun en del af vejen. man skal skifte til endnu en gondol, som hejser en næsten lodtet op til Aguille de Midi. Det er vist det højeste (3842 m), man kan komme i Alperne. Her har man udsigt til Mont Blanc, som ligger endnu 1000 meter højere. Luften er tynd og selv om jeg er i rimelig form, så gav bare få trappetrin syre i benene og jeg følte mig ind imellem svimmel. Måske var det den tynde luft eller den fantastiske udsigt.

Jeg står ude midt i intetheden

"Kuben" skulle vise sig at være en turistmagnet. Man skal stå i kø og når man endelig når frem, så har man ikke mange sekunder til at "nyde" gyset. Man må ikke selv tage billeder, men personalet er flinke til at gøre det. Så jeg fik en masse billeder, hvor jeg står i intetheden. Det kan godt give lidt eftertanke, at vi midt i Europa har dette kæmpe øde område, som er så umuligt at komme til. Der lå meget sne og forhåbentlig vil den globale opvarmning ikke smelte det hele.

På vejen ned satte jeg mig på mellemstationens cafè og fik en sandwich og en kop kaffe. Der fløj faldskærmsflyvere i luften og fik fordel af luftens opdrift. Ind imellem kom fly og helikoptere forbi med mere velbeslåede turister, der ville se Mont Blanc fra oven. Der var også skiløbere, som asede op ad nogle stier i sneen for så at glide ned. Det fortsætter sikkert hele sommeren. Her forsvinder sneen aldrig.

Udsigt over Rhonedalen og Martigny

Det var nemt at komme ned, men temperaturen var bestemt højere nede i byen. Jeg skulle køre den samme vej tilbage til Martigny, men man ser noget helt andet, når man kører tilbage. Udsigten er en anden og vejen indbyder til lidt sjov kørsel. Jeg legede lidt ideallinjekørsel, som jeg lærte for mange år siden på et MC-kursus. Da jeg kom tilbage til vandrehjemmet, tog jeg et tiltrænkt bad og gik derefter op til Jeny for at få en øl og skrive dagbog. Jeg ville egentlig have en salat som forret, men hun serverede hovedretversionen, så der blev ikke til pizza i aften.

Det er Mont Blanc som er højest på billedet