3. maj 2019 - Til Barolo

Vejrudsigten var ikke for god for de næste dage, så jeg tog beslutningen, at tage syd for Alperne.Det blev Barolo, hvor jeg før har været, - faktisk på min første tur. Det ville være dejligt at gense og vejret ville helt sikkert være bedre. Jeg pakkede, hvad jeg havde, afleverede nøglerne og tog afsted kl. 10:45.Jeg skulle gennem Skt. Bernard-passet for at komme til Italien. I starten kører man ikke meget opad, men mere ind i dalen. Så kommer hårnålesvingene og senere sneen, der stadig ligger spredt på de skyggefulde steder.Man kan ikke køre over passet, for den er stadig lukket. Den åbner vist først i stareten af juni.Lige før tunnellen er en dæmning, men der var intet vand bag den. Den var tørlagt. Det var vist med vilje, for der kørte maskiner rund på "søbunden".

La Morra på toppen. Set fra min lejlighed.

Man betaler for at køre gennem tunnellen og når man er på den anden side er man i Italien. Så går det nedad. Jeg forsøgte at have nogle nye hovedtelefoner på, men det virkede ikke rigtigt. Der var for meget støj. Jeg legede derfor "Gæt en sang", men skiftede så til almindelige propper i ørerne. Jeg skulle til at have benzin på og skulle selv have noget at spise, så jeg fandt endelig en station, der også havde en cafeteria. Jeg fik en pita/pizza,sandwich, som smagte udmærket. Det skulle vise sig at selve tanken var lukket, så nu begyndte det at knibe lidt med brændstoffet.
Huskeregel: Husk at fylde på tanken på den næstseneste, hvor det er nødvendigt! 
Jeg fik tanket ved Torino og kørte videre mod La Morra og Barolo, Når man kommer til dette berømte vinområde, kan det undre en, at der ikke er en enkelt vinplante vest for La Morra, hvorimod der kun er vinstokke øst for La Morra. Jeg havde besluttet, at jeg ville bo, hvor jeg boede sidste gang; Erbaluna. Det var nemt at finde, men de var i gang med renovering og havde ikke plads til flere logerende. Nå, lidt ærgeligt, men jeg husker fra sidste gang, at der var et sted lidt længere nede, der  havde et Dannebrog hængene ude og det plejer at betyde, at danskere er velkomne. Det er i den lille by Annunziata. Det ligger længere nede af bakken fra La Morra, måske 3 km, Der bliver lidt længere til restauranterne, men jeg skal jo motionere lidt også.

Det er konen, Nina, der er dansk og gift med vinbonden. De har boet her i 25 år og har to voksne sønner, hvor den ene er ved at lære vindyrkning på stedet. Jeg fik en lille lejlighed med bad og køkket i værelset. Ganske fint. Nina havde dog ikke ventet gæster, så hun skulle lige bruge en halv time på at klargøre værelset. Tiden brugte jeg så til at afmonterer tasker og finde et sted til motorcyklen. Jeg var inde på restauranten, Osteria Veglio, lige ved siden af, men de havde ikke plads en enkelt kunde. Nå, - så måtte jeg bestille bord til i morgen. Der havde de lige en enkelt plads. Jeg gik så over til den meget lille købmand på den anden side af gaden. Jeg købte spagetti, tomatsovs og lidt skinke. Så måtte aftensmaden blive italiens nationalret, - pasta med tomatsovs. Det viste sig at smage ganske fortrinligt. Nina havde stillet et eksemplar af alle deres vine op på værelset. Jeg valgte dog vinen fra den billige ende, - nemlig Langhe Nebbiole, - som er en Barolo, men som ikke må hedde det, for den kommer ikke distriktet. Den kommer lige udenfor distriktet, men er en rigtig god vin til prisen, - 15€.