12. maj 2019 - Hjemme igen

Der er ikke meget at fortælle om hjemturen fra Hamborg til Aarhus. Jeg holdt dog ind ved Hüttener Berge og fik benzin og morgenmad. Det er de såmænd helt gode til der.

Jeg var hjemme ved 12-tiden og havde da, på hele turen, kørt ca. 2.200 km på ialt 30 timer. Så havde jeg heller ikke lyst til at køre mere MC de næste par dage.

11. maj 2019 - Sidste dag i Schweiz

Set ned i dalen fra dæmningen.
Der var stadig lidt sne i bunden

Et gammelt ordsprog siger, at efter tre dage lugter fisk og gæster. Det var på tide at drage nordpå. Vejret var vist også ved at blive bedre mod nord, for i Lachen regnede det. Det skulle nu ikke afholde os fra at tage bilen op i bjergene og se et par dæmninger og søer. Selv i regn er Schweiz smuk, men jeg foretrækker nu bare solen. Vi kørte rundt og så på egnen og kom også forbi et hus hvor de avlede små nisser. De stod overalt i haven. Jeg synes nu, de burde luge lidt ud i dem, men ukrudt forgår jo ikke så let.

Søren og Rie gav igen frokost, men ved 14:30-tiden kørte jeg. Der var blevet tørvejr, men undervejr langs Züricher See kunne jeg se en byge nærme sig uden på søen. Jeg også stødte på en senere, men som også havde hagl, men ellers var turen til Lörrach fin og tør.

Mit aftensmad bestod, som sædvanlig i Lörrach, af "Karrywurst mit Pommes" og en øl. Jeg skulle jo ikke køre mere MC den dag. MC'erne bliver læsset på til næsten sidst, så vi ventede længe. Vi var 14 MC'er i alt, men jeg var eneste dansker.

Speciel schweizisk ukrudt

Jeg fandt min kupé efter at have lastet MC'en og det skulle vise sig, at der var et ældre ægtepar med fra Skive. Han var arkæolog, så vi fik en fin snak om "gamle dage", men nu også om de mere nye. De var på vej hjem fra fem uger i Ligurien; Italien nede ved den franske grænse og Middelhavet. De havde et hus nær San Remo. De syltede selv oliven, for de haar verdens bedste oliven på den egn, sagde de. Jeg fortalte, at jeg var fra Vejen og så fortalte han, at Sønderskov har et meget fint musæum af udgravninger fra egnen. Det vidste jeg faktisk ikke. Der var også en ung tysk pige i kupéen, men hun kedede sig sikkert. Hun kravlede i hvert fald tidligt i seng. Vi andre lagde os vel ved 10:30-tiden. Vi ville blive vækket kl 6 næste morgen.

10. maj 2019 - Motion

Vi står op ved 9-tiden og tager god tid til morgenmaden. Derefter gik vi en af deres sædvanlige ture op langs en lille elv, hvor man havde anlagt trapper , så vandet rislede. Kastannierne blomstrede og det var rigtig smukt. Vi drejede fra elven og gik langs bakken eller bjerget, hvor vi efterhånden fik en fantastsik udsigt over området, med de sneklædte bjerge i baggrunden. Jeg tog ikke mange billeder, for jeg havde glemt at oplade kameraet, men jeg kunne heldigvis tage dejlige billeder med telefonen. Vi endte nede i dalen og gik så lags et andet vandløg næsten hele vejen hjem. Vi endte med at have gået nøsten 8 km, så både Rie og jeg nåede vort mål på 10.000 daglige skridt. Vi spiste frokost hjemme. Jeg nød Ries hjemmebagte rugbrød og vi fik skam også sild. Søren og jeg fik en snaps til. Vejret var blevet så fint, at vi kunne sidde på altanen og nyde solen. Søren havde taget noget oksekød op af fryseren. Kødet kommer fra en går lige uden for byen, så det kunne svært blive mere lokalt. Rie lavede "Boeuf Bourguignon".

Vi slappede af på altanen om eftermiddagen, mens maden simrede på komfuret. Jeg fik et karbad for min dårlige ryg. Det er dejligt, men det hjælper vist ikke rigtigt.

Vejret fortsatte, så vi spiste på altanen og tilbragte i øvrigt resten af aftenen derude.

9. maj 2019 - Frøer og storke

Dæmningen ved søen Sihl

Jeg havde jo fortalt mit værtspar, at jeg alligevel ikke ville køre motorcykel, så Søren tilbød en tur i bilen i stedet for. Han vil køre os op til Einsiedeln, hvor han engang havde boet til hverdag, mens han arbejdede i nærheden. Det ligger noget højere opppe og Einsiedeln ligger ved en opdæmmet sø kaldet Sihl, som ligger bag en dæmning. Vi holdt ind for at kigge på det og samtidig så jeg nogle frøspærringer langs vejen. Det var for at sikre, at frøerne ikke kravler ud på vejen for at komme ned til søen. Der var så lagt et rør under vejen, så de kunne kravle den vej i stedet for. Der lå også spande, så man kunne samle forvildede frøer op og bære dem ned til vandet.

Kirkerummet i Einsiedeln

Vi kørte videre ind til byen, hvor der ligger et kæmpe kloster med en fantastisk flot kirke, - i hvert fald indvendigt. Der er et stutteri knyttet til klosteret og de påstår, at det er Europas ældste stutteri. Det er fra 934. Mon ikke vikingerne også havde hestestutteri, men de skrev nok ikke om det.

Det er blevet en tradition, at jeg giver frokost og Søren kørte os over på den anden side af Züricher See til Rapperswil, hvor der lå en udflugtsmål for hele familien. De avlede selv frugt, som de konserverede, men de solgte også grøntsager. På prisskiltet stod også angivet, hvor langt denne gfrøntsag var transporteret. Der var en restaurant tilknyttet, hvor man bl. a. kunne få Flammenkuchen: En slags pizza med fyld på. Der er som regel ingen tomatsovs på, men meget tit ost. Vi fik alle en med asparges, og den smagte fantastisk.

Efter frokosten kørte vi øst om søen tilbage til Lachen. Undervejs stoppede vi i Uznach, som er en storkeby. Der kunne være flere storkereder på et enkelt hustag. Pludselig gik det op for mig, hvorfor de var så gode ved frøerne. Storkene skal jo have noget at spise.

Storkene i Uznach

Vel hjemme igen slappde vi af et par timer inden vi lavede mad, - dvs. Rie lavede mad. Vi hyggede os igen resten af aftenen med at drikke et par flasker af Sørens vin.

8. maj 2019 - Lachen

Ruten fra Camione til Lachen

Så kom dagen, hvor jeg skulle køre til Lachen og besøge Rie og Søren. Jeg havde fået lov til at overnatte tre nætter, så jeg kunne køre en tur i omegnen på min motorcykel den ene dag og gå en tur i bjergene den anden. Den tredje dag skulle jeg så køre til Lörrach og tage toget hjem via Hamborg.

Morgenmaden på hotellet var selvfølgelig bedre end hvad jeg selv havde lavet i Barolo, men så var den heller ikke bedre. Ticino er jo alligevel lidt Italien. Det er den eneste kanton i Schweiz, hvor de taler italiensk og så åbenbart også spiser italiensk morgenmad. Det regnede udenfor, så det ville ikke bleve en nem tur. Jeg kørte kl. 10:30 og SMS'ede til Rie, at jeg nok ville være hos dem kl. 13:30. Der var ca. 200 km, men jeg kunne ikke køre de tilladte 120 på motorvejen pga. regnen, - eller jeg ville i hvert fald ikke. Der var heldigvis ingen kø oppe ved Sct. Gottard-tunnellen, så jeg kunne køre lige igennem den 17 km lange tunnel. Der er noget varmere derinde og der er en del os, men de må alligevel have noget udluftning. Da jeg kom ud på den anden side, var det tørvejr, så nu blev det lidt sjovere. Dvs. hvis det altså ikke havde været for rygsmerterne, som nu var ret generende. Det er "bare" muskelinfiltrationer, men det kan altså også godt gøre ondt alligevel. Da jeg kom til byen Schwyz, måtte jeg altså lige holde ind. Det blev ved en McDonald, hvor jeg købte en burger og fik slappet af i ryggen. Først for sent så jeg SMS'en fra Rie, at hun inviterede på frokost. Det havde nu været bedre end McDonald. Resten af turen var rigtig flot, hvor jeg kørte over et plateau, hvor der ganske få steder stadig lå sne, men markerne var også helt gule af mælkebøtter. De er selvfølgelig ikke så langt fremme, når man er højere oppe. Længere nede havde de sat frø.

Jeg ankom til Lachen kl. 13:45 og kørte noget rundt i byen for finde frem. Der er fyldt med vejarbejde og ensretningerne er vendt om, men det vidste TomTom ikke. Det blev er glædeligt gensyn og jeg skal love for der blev snakket og fortalt.

Vi gik en tur ned til søen og videre ud til et lidt dyrt parcelhusområde, som ligger ned til søen og hvor der er et rigt fugleliv med masser af vadefugle, og et enkelt storkepar på toppen af et afgrenet træ.

Jeg havde medbragt nogle vine fra Barolo, som vi skulle have til aften, men Søren åbnede lige en flaske tysk sect, - altså tysk champagne. Det har været noget underkendt, - sikkert fordi de tidligere var tynde og søde. Det var denne ikke. Den var helt på højde med de franske af slagsen.

Rie lavede Raclette til aftensmad, - en schweizisk ret, som basalt set er kogle kartofler med varme/smeltede osteskiver til. Man skal egentlig ikke andet, men Rie serverede skinkepålæg til og det klædte retten rigtig godt. Retten har den samme hygge over sig som fondue, men er mere enkel og så kan man drikke rødvin til og snakke samtidig og det blev der gjort, indtil vi var ved at falde om af træthed. Rie havde redt op, så jeg væltede bare i seng, - udmattet.

7. maj 2019 - Campione d'Italia

Grænsen til Campione d'Italia

Jeg skulle besøge Rie og Søren i Lachen inde midt i Schweiz, men jeg gad ikke køre derop på en tur. Jeg var også begyndt at få ondt i ryggen, så der var ikke så sjovt at køre. Jeg bestemte mig derfor for,  at køre til Campione d'Italia, som er en lille italiensk enklave inde i Schweiz i Tizino kantonen. Enklaven ville ikke med i den Schweiziske union, da den blev dannet. Den fik tilnavnet d'Italia af Mosolini i 30'erne. Det var dejligt vejr at køre i og jeg var vel deroppe ved 14:30-tiden. Jeg havde bestilt og betalt et hotelværelse dagen forinden på Hotel Campione, som ligger lige op "grænsen". Jeg fik opgraderet mit værelse. Der var vist ikke mange andre gæster.

Nå, - jeg tog mine korte bukser på og gik ned i byen. Der står en del palmer i haverne, så klimaet er nok godt. Udsigten over Luganosøen er dejlig og der er flere restauranter og barer nede ved vandet. Jeg satte mig og fik et par øl, men jeg nød solskinnet og læste om det nyudskrevne valg til folketingen den 5. juni. Alle var vist blevet overrasket, men nu begynder valgkampen, men jeg er ikke hjemme til at hjælpe med at sætte valgplakater op. Det må de selv klare. Jeg gik lidt rundt og kiggede på byen. Der ligger et kæmpe casino oppe bagved. Det er åbent tit sådan, at små lande og enklaver, får lov til at gøre ting som hovedlandet ikke tillader og her kan de så få en ekstra indtægt ved at drive et casino.

Jeg gik hjem til hotellets terrasse og nød den sidste eftermiddagssol til en Gin&Tonic mens jeg skrev dagbog og senere fik jeg også aftensmad der, - bl. a. en lækker bøftatar, der var rørt med krydderier.

Jeg nåede ikke så meget mere inden jeg gik i seng.

5. maj 2019 - Monforte

Udsigt over Barolo med La Morra i baggrunden

Selvom jeg står op ved 8-tiden, så bliver klokken alligevel noget op af formiddagen inden jeg kommer afsted. I dag havde kioskdamen så udsolgt af brød, så jeg måtte køre op til La Morra efter det. Det er nu også bedre, - eller rettere mindre dårlig. Jeg kom afsted ved 11-tiden, hvor jeg ville køre rundt i distriktet og se markerne, bakkerne og byerne. Den første by jeg kom til var selve Barolo. Jeg parkerede ved en vinhandel, som i weekenden tilbød, at man kan smage 5 forskellige vine fra områden. Det var ikke top Barolo, - men også vine andre steder fra, - f.eks. Barbaresco. De handler for øvrigt med Løgismose i Danmark. Videre mod Monforte. Der er fine vinmarker hele vejen. Jeg stoppede i Monforte, for at få lidt at spise. På torvet fandt jeg Rocca Enoteca, hvor jeg fik mig en salat med gedeost og et glas Barolo. Jeg ville videre til La Morra, men ikke ad den slagne vej, så jeg kom til udkanten af vinområdet. Jeg kom helt ned til floden Tanaro, hvor jeg drejede tilbage østpå mod La Morra.Jeg parkerede lige uden for bymidten, hvor der kun var maks. 100m op til torvet. Der har man den mest fantastiske udsigt over områden og man kan se Alperne i baggrunden,

Udsigt mod Alperne fra Monforte

Det kan man mange steder. De er rigtig flotte lige nu, hvor der stadig er sne på toppen. Jeg ved ikke om snegrænsen har trukket sig tilbage på grund af klimaforandringer, men klimaforandringerne har sat ind på vindyrkningen. De høster omkring en måned før man gjorde for 30 år siden og de har færre dårlige år, - dvs. år med kulde og regn. Jeg gik hen til den kommunale vinbutik, som også deler smagninger ud. For 13€ kan man smage 8 vine fra La Morra. Det er ikke alle topvive, men også på druerne Dolcetto og Barberra, - selvom den sidste faktisk kan lave nogle rigtig gode vine. Der var da heldigvis også vine på Nebbiolodruen, som laver Barolo- og Barbarescovinene.
Jeg trillede hjem.

Torvet i La Morra

Ved seks-tiden tog jeg løbeskoene på og gik op mod byen. Der er godt tre kilometer og hele vejen går stejl opad, så jeg havde fået sved på panden da jeg kom op til La Morra. Jeg havde checket en bestemt restaurant forinden, som ligger helt op ved torvet og som har smykket alle væggene med vinflasker (med vin i). Forretten var kalvetunge med persillepesto og hovedrettn var noget der mindede meget om ossobuko. Til begge retter fik jeg selvfølgelig et glas Barolo. Jeg gik hjem igen, så snart jeg havde spist. Solen var ved at gå ned ogder var kommet et helt fantastisk rødt skær over markerne, men især Alpernes snetoppe. Jeg havde glemt kameraet og telefonen var løbet tør for strøm, - så det må du tænke dig til. resten af aftenen læste jeg og drak et par glas af husets vin, Barolo "Pini". Deres billigste Barolo.

6. maj 2019 - Vinkælder

Rosen er ikke til pynt.
Den afslører svampeangreb på vinene,
men ellers er der dejligt at se,
 at man lader vegetatioenn blive.

Jeg skal måske snart lære, at slappe lidt mere af, for dagen i dag har været en rigtig dejlig dag. Jeg har ikke lavet ret meget. Først sad jeg på værelset lidt og da solen blev lidt stærkere, satte jeg mig om i gården, hvor jeg også spiste min frokost, - som lignede morgenmaden til forveksling. Kaffen var ud skiftet med en øl, - men det var vel også det hele. Nina havde lovet mig, at jeg måtte se deres vinkælder, som ligger 1 km fra deres hjem. Det er Renartos fødehjem og der, hvor deres fineste mark, Manzoni, findes. Der gik vi op først. Man kan jo ikke umiddelbart se, at denne mark producerer vine til 55€ flasken, men det gør den. Hvis man lægger mærke til, hvordan den ligger for solen, så får man en ide, men det meste af kvaliteten kommer nok fra undergrunden. Der er mange gamle stokke, som går flere meter ned i jorden og henter alle smagsstofferne op til vores glas.

Vi gik tilbage til gården. De er igang med at renovere stalden, så den kan blive et velkomststed for besøgende, og de holder det i tradionel stil. De bruger de originale klinker, og murstenene bliver blotlagt. De er muret med omhu og nogle steder i fiskebensforband. Kostalden har marksten som gulv og det bliver også bevaret, så alt ialt, vil man få et dejligt indtryk af fortiden, hvis man kommer til smagning her.  Et rigtig dejlig køligt sted om sommeren, hvor de fleste turister kommer

Det originale murværk er bibeholdt.

Så gik vi ned i kælderen og den er ikke stor. Der ligger måske omkring et dusin små fade. De store kan ikke komme derned. De har plads nok, for det er, som sagt, svært at udvide produktionen. Der lå selvfølgelig også de obligatoriske støvede flasker i nogle hulrum i muren. Det hører sig til i en rigtig vinkælder. Faktisk blev denne kælder brugt til vinproduktion i gamle dag, hvor Barolo ikke var blevet kendt og hvor grøn høst var absolut forbudt. De ældre generationer var virkelig ved at sende de yngre på sindsygehospital, da de begyndte at plukke klaser i begyndelsen af august og bare smide dem på jorden. De repræsenterede jo en værdi. Ved at lave "grøn høst" ogede man kvaliteten så meget, at det kunne betale sig.

Vi kørte hjem til Annunziata og jeg fik mig lige et glas vin inden Nina kørte mig op til La Morra. Jeg skulle nemlig hæve nogle Euro for betalingen af lejligheden. Hun havde anbefalet en restaurant lige overfor banken som skulle være god. Der var sådan set optaget, men jeg fik lov at sidder på terrassen, hvis jeg så ville forsvinde kl. 20. Det gik jeg med til.

Fra vinkælderen

Forretten blev en rørt ande/gåselever med noget syltetøj spredt ud over tallerkenen. Det smagte simpelthed himmelsk. Både usundt og politisk ukorrekt, - men det er jeg altså ligeglad med. Hovedretten var et stykke kød, som lige havde svævet hen over en grill, så den havde fået en stegeskorpe. Indeni var den total rå og det smagte også himmelsk. Til første ret fik jeg en Barolo, men til andenretten fik jeg altså en Barbaresco. Barbaresco ligger lidt i skyggen af Barolo, men de er (næsten) lige så gode og de koster efterhånden også det samme som Barolo.

Ostetellerken

Jeg blev smidt ud fordi klokken blev 8, så jeg gik op til et andet sted, hvor de meget gerne ville servere noget ost og et par glas vin til. Ostene var lavet af ko, ged og får, men en af dem var delvis lavet af æselmælk. Det har jeg vist aldrig prøvet før. Blåskimmelosten fik en sød vin til, - en Muscato, - selvfølgelig, kan man næsten sige, men den var god. Til sidst kaffe og en Grappa.

Udsigt over et landbrugsområde

Jeg skulle gå de 3 km hjem ned ad bakken. Jeg er glad for at vejen gik ud og ind i forvejen.

4. maj 2019 - En slapper i Annunziata

Osteria Veglio

Man går til købmanden og køber, æg, mælk, pålæg og brød, ikke mindst. Så koger man æggene til de er hårdkogte. Nu har man morgenmad i Annunciate. Jeg gad altså ikke køre mere MC i dag, så jeg lå på sengen og læste avis og sociale medier. Jeg rejste mig på et tidspunkt og mente, at nu måtte jeg altså se lidt på omegnen, så jeg gik en tur i vinmarkerne. Dert blev vel omkring 5 km, men her går det ikke ligeud, - aldrig. Frokosten lignede lidt morgenmaden, men damen i butikken overfor har altså en fantastisk skinke, så den blev der råædt af.

Jeg har mit eget lille sted udenfor lige under værelsesvinduet, men det vender mod vest, så solen var endnu ikke kommet derom. Jeg fik lov at sidder i gården og nyde solen og en øl. Jeg fik en snak med Nina, som tilbød en smagning af deres vine. Den hoppede jeg på, så vi blev enige om sidst på eftermiddagen. Jeg hyggede mig indtil Nina hentede mig. Det er rigtig gode vine de laver og jeg har efterhånden smagt mig igennem mange forskellige fra området. Jeg vil lige fremhæve en Barbera Classico, som de ikke har lavet mange flasker af og så en Nebbiolo Langhe, 2014. Deres Baroloer er selvfølgelig fantastiske, men det er vel mere forventeligt og så er prisen altså også stor. 50€ for den dyreste. De producerer ikke mange flasker, - ca. 25.000 om året, som for det meste bliver solgt i Danmark De har kun 5 hektar spredt omkring på egnen. De har meget svært ved at udvide produktionen ved at opkøbe jord. For det første kommer det sjældent til salg og så er prisen oppe på 5.000.000 € pr.hektar. Markerne bliver købt op af udenlandske investorer, som ikke rigtig kan få forrentet deres penge andetsteds.

Ged med asparges

Nå, - tiden går hurtig i godt selskab, men alt får en ende. Jeg skulle også lige gøre klar til at spise hos naboen Osteria Veglio, som ligger lige ved siden af. De åbnet kl. 19:30 og jeg var der præsist og jeg var også den første. Jeg valgte en "Surprice Menu" med vine til hver ret. Det blev en oplevelse. Hun spurgte først, om jeg havde allergi eller om jeg var kræsen. Hun formulerede det lidt anderledes, men jeg forsikrede, at de bare kunne komme med, hvad de kunne finde på.
Her er menuen:

1. Vandbaggelsel med gedeost
2. Kalvetatar
3. Kylling på gåselever og noget grønt
4. Pastaskiver med spinat og pamasan
5. Ged med asparges
6. Friske jorbær med is.

Hold da kæft, det smagte godt alt sammen, men de sparede ikke på vinene, så jeg var glad for, at jeg ikke havde langt hjem. Jeg kan ikke helt huske, hvordan jeg kom i seng.

3. maj 2019 - Til Barolo

Vejrudsigten var ikke for god for de næste dage, så jeg tog beslutningen, at tage syd for Alperne.Det blev Barolo, hvor jeg før har været, - faktisk på min første tur. Det ville være dejligt at gense og vejret ville helt sikkert være bedre. Jeg pakkede, hvad jeg havde, afleverede nøglerne og tog afsted kl. 10:45.Jeg skulle gennem Skt. Bernard-passet for at komme til Italien. I starten kører man ikke meget opad, men mere ind i dalen. Så kommer hårnålesvingene og senere sneen, der stadig ligger spredt på de skyggefulde steder.Man kan ikke køre over passet, for den er stadig lukket. Den åbner vist først i stareten af juni.Lige før tunnellen er en dæmning, men der var intet vand bag den. Den var tørlagt. Det var vist med vilje, for der kørte maskiner rund på "søbunden".

La Morra på toppen. Set fra min lejlighed.

Man betaler for at køre gennem tunnellen og når man er på den anden side er man i Italien. Så går det nedad. Jeg forsøgte at have nogle nye hovedtelefoner på, men det virkede ikke rigtigt. Der var for meget støj. Jeg legede derfor "Gæt en sang", men skiftede så til almindelige propper i ørerne. Jeg skulle til at have benzin på og skulle selv have noget at spise, så jeg fandt endelig en station, der også havde en cafeteria. Jeg fik en pita/pizza,sandwich, som smagte udmærket. Det skulle vise sig at selve tanken var lukket, så nu begyndte det at knibe lidt med brændstoffet.
Huskeregel: Husk at fylde på tanken på den næstseneste, hvor det er nødvendigt! 
Jeg fik tanket ved Torino og kørte videre mod La Morra og Barolo, Når man kommer til dette berømte vinområde, kan det undre en, at der ikke er en enkelt vinplante vest for La Morra, hvorimod der kun er vinstokke øst for La Morra. Jeg havde besluttet, at jeg ville bo, hvor jeg boede sidste gang; Erbaluna. Det var nemt at finde, men de var i gang med renovering og havde ikke plads til flere logerende. Nå, lidt ærgeligt, men jeg husker fra sidste gang, at der var et sted lidt længere nede, der  havde et Dannebrog hængene ude og det plejer at betyde, at danskere er velkomne. Det er i den lille by Annunziata. Det ligger længere nede af bakken fra La Morra, måske 3 km, Der bliver lidt længere til restauranterne, men jeg skal jo motionere lidt også.

Det er konen, Nina, der er dansk og gift med vinbonden. De har boet her i 25 år og har to voksne sønner, hvor den ene er ved at lære vindyrkning på stedet. Jeg fik en lille lejlighed med bad og køkket i værelset. Ganske fint. Nina havde dog ikke ventet gæster, så hun skulle lige bruge en halv time på at klargøre værelset. Tiden brugte jeg så til at afmonterer tasker og finde et sted til motorcyklen. Jeg var inde på restauranten, Osteria Veglio, lige ved siden af, men de havde ikke plads en enkelt kunde. Nå, - så måtte jeg bestille bord til i morgen. Der havde de lige en enkelt plads. Jeg gik så over til den meget lille købmand på den anden side af gaden. Jeg købte spagetti, tomatsovs og lidt skinke. Så måtte aftensmaden blive italiens nationalret, - pasta med tomatsovs. Det viste sig at smage ganske fortrinligt. Nina havde stillet et eksemplar af alle deres vine op på værelset. Jeg valgte dog vinen fra den billige ende, - nemlig Langhe Nebbiole, - som er en Barolo, men som ikke må hedde det, for den kommer ikke distriktet. Den kommer lige udenfor distriktet, men er en rigtig god vin til prisen, - 15€.

2. maj 2019 - Sierre

Min Pizza-pusher, Geny

Jeg var virkelig træt i går. Jeg havde ikke løbet en maraton, men det var næsten som om jeg havde. Den tynde luft havde nok alligevel stresset kroppen. Jeg lagde i hvert fald mærke til, at pulsen var ca. 20 over det normale, mens jeg var oppe i højderne. Jeg slappede derfor af på sengen efter morgenmaden og kørte sidst på formiddagen mod Sierre, som skulle være den anden vinby i området. Jeg ville egentlig bare køre lidt op i vinmarkerne, men vidste ikke lige, hvor jeg skulle køre. Jeg spurgte på turistinformationen, som jeg tit gør og vi kom frem til at en tur op til Montana. Det skulle vise sig ganske svært at finde ud af. Det er vist Crans-Montana, som er "berømt", men der sker intet om sommeren. Tilgengæld er der virkelig gjort meget for vinterturisterne. Så jeg satte mig og fik en gang spagetti til frokost. Der var mig og en håndfuld postarbejdere, der sad på gågaden og fik noget at spise.

Jeg kørte ned igen og kom så i tanke om, at jeg da manglede at smage vinene hos en vinbar i Sion. Den hedder "Verre À Pied". Det skulle vise sig at blive ganske interessant. De åbnede først kl. 16:30, så jeg havde lige tid til at slappe lidt af. Jeg var der 10 min. efter åbningstid og der var allerede gæster i baren. Jeg valgte en "menu", hvor jeg smagte på 6 forskellige vine. Vinene var alle fra samme leverandør. Det kan være ganske interessant, at sammenligne en producents forskellige vine. Denne producent hedder: Pilloud & Praz. Da jeg fik deres Pinot Noir i glasset, mente jeg, at det måtte være en fejl. Dette var ikke en Pinot Noir. Den var for mørk og ugennemsigtig. Den duftede ikke af PN og smagte heller ikke som en PN. Altså det kunne ikke være en PN. Forkert etikette! Nu skulle det vise sig, at butiksbestyreren var til stede og jeg foreholdt ham min anke. Det kunne han selvfølgelig ikke akceptere, så han ringede til vinavleren, der sagde, vinen var lavet på gamle stokke, men i øvrigt var 100% Pinot Noir. Man diskuterer altså ikke med manden, som har lavet vinen, - men den smagte altså ikke af Pinot Noir!! Jeg glemte desværre at købe en flaske, så PN elskere: I må selv tage ned og prøve. Derefter kom selve direktøren for foretagenet, som er en sammenslutning af sammenslutninger, - så vidt, som jeg forstod det. Vi fik en god vinsnak og jeg fik endnu engang udvidet min vinviden.

Jeg travede nu ned til min Pizza-pusher. Hun var klar til at få kunder. Hun har ikke mange og jeg tror desværre ikke hun overlever som pizzarestaurantejer, - men måske er det bare sæsonudsving. I hvert fald fik jeg igen fantastisk mad, - blæksprutter til forret og pizza til hovedret.

Vi tog en selfie til sidst opg sagde derefter farvel til hinanden.

1. maj 2019 - Mont Blanc

Jeg skal op på toppen

Jeg havde planlagt turen til Mont Blanc for flere dage siden. Vejrudsigten havde lovet godt vejr og det holdt stik. Jeg satte GPS'en på Chamonix og så ellers afsted. Det er en fantastisk smuk tur og vejene er gode (Se film). Man kører ind i Frankrig, men der er ingen kontrol. Schweiz er med i Schengen og har åbenbart ikke symbolpolitikere, som vil lave grænsekontrol. Chamonix ligger smukt ved foden af de kæmpe bjerge, men de har gjort det meget besværligt af køre rundt. Det er fyldt med gågader og ensrettede vejen. Jeg skulle finde turistkontoret, men det skulle vise sig næsten umuligt. Jeg spurgte om vej, men selv indbyggerne har ikke styr på de blinde- og ensrettede veje. Til sidst smed jeg MC'en og gik resten af vejen.  Damen i turistinformationen kunne vise mig vejen til hejset og en jernbane. Hejset gik højest op, så det tog jeg. Hun fortalte også om "kuben", som jeg havde læst om. Den ville jeg absolut prøve.

Der var lidt kø ved billetteringen, men kun ca. 10 min. Så blev vi ellers hævet næsten 1000 meter op til sneen, men det var kun en del af vejen. man skal skifte til endnu en gondol, som hejser en næsten lodtet op til Aguille de Midi. Det er vist det højeste (3842 m), man kan komme i Alperne. Her har man udsigt til Mont Blanc, som ligger endnu 1000 meter højere. Luften er tynd og selv om jeg er i rimelig form, så gav bare få trappetrin syre i benene og jeg følte mig ind imellem svimmel. Måske var det den tynde luft eller den fantastiske udsigt.

Jeg står ude midt i intetheden

"Kuben" skulle vise sig at være en turistmagnet. Man skal stå i kø og når man endelig når frem, så har man ikke mange sekunder til at "nyde" gyset. Man må ikke selv tage billeder, men personalet er flinke til at gøre det. Så jeg fik en masse billeder, hvor jeg står i intetheden. Det kan godt give lidt eftertanke, at vi midt i Europa har dette kæmpe øde område, som er så umuligt at komme til. Der lå meget sne og forhåbentlig vil den globale opvarmning ikke smelte det hele.

På vejen ned satte jeg mig på mellemstationens cafè og fik en sandwich og en kop kaffe. Der fløj faldskærmsflyvere i luften og fik fordel af luftens opdrift. Ind imellem kom fly og helikoptere forbi med mere velbeslåede turister, der ville se Mont Blanc fra oven. Der var også skiløbere, som asede op ad nogle stier i sneen for så at glide ned. Det fortsætter sikkert hele sommeren. Her forsvinder sneen aldrig.

Udsigt over Rhonedalen og Martigny

Det var nemt at komme ned, men temperaturen var bestemt højere nede i byen. Jeg skulle køre den samme vej tilbage til Martigny, men man ser noget helt andet, når man kører tilbage. Udsigten er en anden og vejen indbyder til lidt sjov kørsel. Jeg legede lidt ideallinjekørsel, som jeg lærte for mange år siden på et MC-kursus. Da jeg kom tilbage til vandrehjemmet, tog jeg et tiltrænkt bad og gik derefter op til Jeny for at få en øl og skrive dagbog. Jeg ville egentlig have en salat som forret, men hun serverede hovedretversionen, så der blev ikke til pizza i aften.

Det er Mont Blanc som er højest på billedet

30. april 2019 - Slottene

Chateaux Tourbillon

Jeg vågnede til en skyfri himmel. Jeg skulle op på de to slotte eller borge, som knejser over byen. "I Schweiz er de rige, for de er aldrig med i krige". Det er sgu ikke så sært. Det er jo totalt umuligt at indtage slottene her. Det er noget af en opgave at komme derop. Man går op ad Rue de Chateaux og kommer til en plads, hvor man kan vælge, hvilken bakke man vil besejre først. Jeg valgte den højeste først, Château de Tourbillon. Hvis der var kræfter til mere efter den, så ville jeg også op til nummer
to,- Valère Basilica. Det er faktisk en prøvelse og da solen skinnede, blev jeg ret varm. Selve slottet eller borgen var sådan set ikke noget særligt, men udsigten: Jeg tror aldrig, jeg får nok af hvide bjergtinder. Den næste top var Valère Basilica. Det er vist noget kirke. Den var ikke interessant, men der var en cafè, hvor jeg fik en salat og en øl. Det hjalp lidt.

Provins, - med smagearsenalet i baggrunden

Jeg ville til en vinsmagninger bagefter, så jeg fandt et sted, som turistbureauet havde anbefalet. Det åbner først om eftermiddagen, så jeg gik til Provins, som andre havde talt om. Det skulle vise sig at være lige tæt på, hvor jeg bor og det var også rigtig fint. De har også et arsenal af flasker, hvor man kan få en smagsprøve, hvis man stikker et kort ind i maskinen. Kortet skal være ladet med tilpas mange SFR, for at man kan få noget i glasset. En fin opfindelse, især når de glemmer at tage betaling. Jeg "kæmpede" mig igennem mange snagsprøver og jeg kan da sige, at de faktisk har godt styr på at lave vin. Jeg bestilte nogle flasker efter smagningen og damen måtte ringe til kontoret. Jeg forstår ikke meget fransk, men kunne da genkende ordet "journalist". Det giver åbenbart lidt respekt, at blive opfattet som jornalist. Jeg kom i hvert fald ikke til at betale for hele smagningen. jeg bestilte også nogle flasker, som de skulle sende hjem. Jeg kender nogle, som måske kommer til at smage dem på et tidspunkt.

Nu var det vist tid til at besøge Jeny og få lidt at spise. Hvad med lidt stegt gedeost? Det lyder altså bedre på fransk "Salade Chèvre Chaud". Igen formidabelt tilberedt. Jeg gider simpelthen ikke lede efter andre steder. Jeg sad udenfor med et glas hvidvin og skrev dagbog, da en ung fyr kom ind i restauranten. Det viste sig, at han skulle til engelskundervisning ved Jeny. Jeg satte mig ned ved deres bord og det gik op for mig at der var noget særligt ved ham. Har havde Asperger, så han trængte til en tålmodig lærer. Jeg bidrog lidt til konversationen. Han var interesseret i musik, så det kunne vi tale om. han var adobteret fra Haiti og havde familie i New Orleans. Han ville gerne kunne snakke med dem. Jeg foreslog, at han lyttede til TV og Podcasts. Måske har jeg bidraget lidt. Jeny var i hvert fald glad for mit bidrag.

Jeg nød en af hendes pizzaer som aftensmad. Jeg spurgte om hun havde lidt "stærkt" til kaffen og hun foreslog en rom fra Venezuella, hvor hun kommer fra. Hun er stolt af den og da jeg betalte, fik jeg en ekstra. Nå, - jeg er jo også ved at være en god kunde.

Vinmarkerne i Sion med bjergene i baggrunden.